Vores rejser

Malta
Hawaii
Amsterdam

Læs om alle vores eventyr

Alle vores Eventyr handler om det, vi foretager os, når vi er uden for hjemmet. Du kan finde alt fra lange rejser over stillehavet, til anmeldelser af spisesteder i vores lokalområde. Vi skriver om ferierejser med børnene og om weekendture for os voksne. Vi bruger bloggen som en dagbog, men den er sammensat på en måde, så andre kan finde værdi i indholdet.

Store, små og mikroeventyr

Når vi rejser, så researcher vi primært på andre gode rejseblogs. Det har skabt stor værdi for os, og Alle vores Eventyr er en måde, vi kan give tilbage. Vi vil gerne give vores egne erfaringer videre. I nogle perioder rejser vi mere end andre, og ind i mellem tager vi tilbage til steder, vi elsker. I de perioder, hvor vi ikke rejser så meget, må vi finde eventyret et andet sted. Nogle gange er det et par overnatninger på hotel i et land i nærheden, nogle gange er det en aften på en restaurant, vi ikke har været på tidligere.

Vores liv skal indeholde en vis portion eventyr. Om det er store, små eller mikroeventyr betyder ikke altid så meget. Det er et spørgsmål om præferencer og midler. Hvis man spørger vores børn, hvilke af vores rejser, der har været de bedste, så er vores tre dage i telt på Møn absolut på top tre. Spørger man os forældre, så står en måned på Hawaii ret højt oppe, men det gør en weekend på Hvar også.

Rygsæktur på tværs af USA

Første gang vi fik smag for større eventyr end den årlige uge sydpå, var i 2004. Vi ville til USA. Så vi levede af havregrød (so to speak) i et halvt års tid, så vi havde råd til at pakke et par rygsække og for første gang bevæge os over Atlanterhavet. Vi havde ikke andet end en flybillet til New York og hjem, og så et par overnatninger på hotel. Vi havde en nogenlunde plan for vores rute, men det var ikke mere planlagt, end at det kunne ændres. Turen var starten på vores glæde ved at rejse i USA.

Hvor modet kom fra dengang, det ved jeg ikke. Ingen af os havde rejst længere end Italien, og kun i trygge planlagte rammer. Det her var helt anderledes. Og det blev det skønneste eventyr. Verden blev mindre, og langt mere tilgængelig. Vi fik blod på eventyrstanden, og et halvt år efter vi kom hjem fra den tur, flyttede vi til Malta. 

Fra Maui til Møn

Vi elsker at rejse langt, gerne mod vest. USA er et af vores favoritsteder at rejse til. USA er så stort, at mulighederne er tæt på uendelige. Hawaii har altid været en af de helt store drømme, og vi har indtil videre været der to gange. Det betyder ikke, at mindre ikke kan gøre det. En campingtur til Møn kan skabe lige så meget værdi for os som familie, og den slags sætter vi også stor pris på. 

Den årlige miniferie uden børn

Fra vores børn var 2 år, har vi hvert år taget et eventyr alene. Som regel ikke ret længe, men langt nok væk til at det føles som ferie. Ind i mellem har det været storbyer, men det har også været midt i den finske vinter. Desuden rejser vi også hver for sig, så ind i mellem er der også billeder og informationer fra ture, som kun én af os har været på.

Følg med på vores rejser på Instagram

Når vi rejser, sender jeg postkort hjem på Instagram med små opdateringer og fortælinger undervejs. I er velkommen til at følge med. Brugernavn: rikke_kristine_noerregaard

God fornøjelse